Bogen henvender sig til et publikum med interesse for litteraturhistorie og litterære priser, både på alment og akademisk niveau.
Aage Jørgensen har et stort og vægtigt litterært forfatterskab bag sig. Han har her benyttet sig af, at Nobel-priskomiteens lukkede arkiver efter 50 år kan åbnes, så perioden 1901-58 nu kan blive genstand for forskning. 3 danske forfattere fik Nobel-prisen, men andre, meget kvalificerede var indstillet uden at få den. Nobels testamente indeholder en passus om, at modtagerne skal have ydet deres indsats i "idealisk" retning. Jørgensen påviser i eksempel efter eksempel, hvordan uddelerne gennem årene har fortolket, bøjet og vredet begrebet i en (magt)kamp om at sikre egne kandidater. Spændende er eksemplet Georg Brandes, der var indstillet flere gange og blev vraget af mange faglige årsager. Men den egentlige grund var if. Jørgensen, at Brandes var "en gudsfornægter og løsagtig libertiner". Det er en meget spændende, vægtig og underholdende gennemgang af en lang række danske eksempler med også Drachmann, Aakjær og Blixen blandt de afviste. En rigdom af stof i de væsentlige, mange noter.
Værket er en parallel til Nabo til Nobel, 2001, om de 13 danske nobelpristagere og kan anvendes som dette - men skal også inddrages i bredere litteraturhistoriske sammenhænge.
En underholdende, fascinerende dybdeboring i spillet bag kulisserne der fortæller en tankevækkende historie om en prestigefyldt litterær institution, som nu kan kigges i kortene.