Denne smukke bog om landskabshaven i 1700-tallet henvender sig især til historikere og studerende samt muligvis haveinteresserede. Forfatterne undersøger, hvordan landskabshaverne tog sig ud, hvad de indeholdt, hvad de udtrykte og betød.
Der anlægges en kulturhistorisk vinkel, således at datidens samfundssyn, nye bevidsthedsformer og individuelle manifestationer tolkes som aftryk i haven. Naturen & kunsten indleder med en havehistorisk ramme og fortsætter med 15 haveportrætter. Det omfattende kildemateriale omfatter bl.a. de endnu eksisterende haver, litteratur, arkivalier, billeder og prospekter. Bogen indeholder desuden et resume på tysk. Bogen er resultatet af et meget stort stykke arbejde, og den fremstår både grundig og indbydende.
Forfatterne har tidligere skrevet bøger som Blomster-elskerne & havesagen der dækker perioden 1830-2005, samt Mennesker på Herregården dækkende Lolland i perioden 1880-1960.
Naturen & kunsten hører bestemt hjemme på bibliotekerne og kan bl.a. bruges af fagfolk og studerende. Den er grundig og smukt udført.