Har kvinder en historie? Og kan kvindehistorie stadig skrives meningsfuldt? Kvindehistorie opstod som akademisk disciplin i 1970’erne med stort rabalder, men er siden gledet i baggrunden til fordel for kønshistorie og queerstudier. Venus, Lucie og Margrethe sætter via en række nyere teoretiske og metodiske tilgange kvindehistorien på dagsordenen igen. Bidragene spænder vidt, både kronologisk og geografisk, men har alle det tilfælles, at de undersøger kvinders forhold, roller og betydning i kultur, religion og politik. Følelseshistorie, materiel historie, begrebshistorie og visuel historie er blandt de greb, der bringes i spil for at vise, at kvindehistorie ikke er et afsluttet kapitel eller et levn fra 1970’erne, men et område, der kan (og bør) blive ved med at have forskningens interesse på linje med mange andre tematikker.