Bøger / skønlitteratur / roman

Nemesis


Beskrivelse


Krimi. Hvis miss Marple kan opklare en forbrydelse begået i fortiden, vil hun arve 20000 pund - og den opgave påtager hun sig gerne. Opklaringsarbejdet fører hende rundt til en del af de berømte engelske herregårde og haver.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Bent Birk Kristensen

2007

Forlaget har genudgivet flere af Agatha Christie's klassiske kriminalromaner. Her følger den sidste som Christie skrev med den noget aldrende Miss Marple i hovedrollen. Den nyligt afdøde Mr. Rafiel, som Miss Marple mødte i Det caribiske mysterium, har efterladt et brev til hende, hvori hun opfordres til at efterforske en bestemt forbrydelse, som er begået, og som hun med sin særlige flair for retfærdighed har en mulighed for at opklare. Hvis hun opklarer sagen har han efterladt større sum penge til hende. Opgaven pirrer Miss Marple, og hun går i gang. Arbejdet medfører bl.a. en selskabsrejse rundt i England til berømte hjem og haver, og hjulpet af en række spor, Rafiel har udlagt, indkredser hun langsomt og på vanlig vis en gammel forbrydelse hvor den forkerte blev dømt for mord. Bogen udkom på dansk i 1972 og er senere genoptrykt i flere omgange. Agatha Christie har stadig sine læsere på trods af eller på grund af alder og miljøskildringer, men både tv-serier, den charmerende figur, intrigerne og den hyggelige krimistemning understøtter den fortsatte popularitet, og trofaste læsere skal nok finde fornøjelse ved denne udgivelse også.


Bibliotekernes vurdering

d. 17. jan. 2014

af

af

Anne Grete Jacobsen

d. 17. jan. 2014

Forlaget Rosenkilde & Bahnhof er i gang med at genudgive en lang række klassiske krimier, Agatha Christie, D.L. Sayers, Maria Lang, Simenon m.m. - og vores udlånstal viser, at vi stadig har mange lånere til disse krimier.

Det er 2 af klassikerne, der her kommer i reviderede og sprogligt ajourførte udgaver. Nemesis er Agatha Christies sidste roman med Miss Marple. Miss Marples krop er nok ældet, men hendes hjerne fejler ikke noget. En dag modtager hun et brev fra en tidligere bekendt, som lige er død, og deri beder han hende om at efterforske en gammel sag, for at retfærdigheden kan ske fyldest. Hvis det lykkes vil hun arve 20000 pund - og det er en opgave, som hun ikke kan sige nej til. Døden lurer har Hercule Poirot i hovedrollen. Han har trukket sig tilbage og vil nu nyde en stille og rolig ferie i Cornwall sammen med Hastings, men det kommer til at gå anderledes. En ung pige, der også bor på samme pensionat, har været ude for flere mordforsøg - hvorfor?.

Nemesis udkom for første gang i 1972 på dansk, siden i flere udgaver, sidst i 2007 og Døden lurer i 1963 i første udg. og sidst også i 2007. Den har også været udgivet under titlen Den snigende død i 1999. Der er rettet lidt - meget lidt - i bøgerne i forhold til udgaverne fra 2007, men i forhold til de tidligere udgaver har bøgerne et mere læsevenligt layout.

Vore lånere er stadig glade for de ikke-blodige og lidt finurlige Agatha Christie-romaner, og her er en god mulighed for at udskifte de ældre, slidte udgaver.