Historien om den iranske flygtning Hassan Torabi. Torabis liv som professionel bryder, berømt akupunktør og massør fortælles af forfatterparret. Med personlige beretninger fra patienter, han har hjulpet samt mange billeder. For voksne med interesse i massage, akupunktur, flygtninge og det åndelige.
David Arnholm er journalist, og Helle Bertram er forfatter. De har skrevet en bog om Hassan Torabi, da han har hjulpet deres datter efter en hjernetumoroperation. Bogen indeholder først Hassans personhistorie fra barndommen i Iran, til flugten til Danmark og tiden som bryder. Dernæst beskrives hans professionelle liv, hvor hans profession som massør og akupunktør har ført ham til mange lande blandt andet som behandler for det svenske OL-hold. De mere kulørte sider, som at Torabi har været med i Robinson-ekspeditionen, og at der er lavet en tv-udsendelse om ham, er også med. Torabi har healende hænder og bliver beskrevet umådeligt positivt af patienter i mange lande. Disse patienter fortæller deres historie i bogens sidste del.
Oplysende og flot bog, hvor illustrationer og tekst supplerer hinanden fint. Torabis liv og gerning er meget interessant, og man får lyst til at vide mere. Forfatterne har ønsket at portrættere et helt særligt menneske, som har betydet uendeligt meget for dem og deres datters liv, og det er de lykkedes med.
En anden bog om en usædvanlig Iransk flygtning, der nu bor i Danmark er Alis danmarkshistorie.