"De facetterede tonebombardementer fletter sig ud og ind af saxklappernes rytmiske percussion, åndedrættet lægger endnu et jordbundet lag, og de hæse, melodiske indestængte skrig svæver klart over alt andet. Den uforlignelige fysiske tilgang til instrumentet, som er så tydeligt til stede, når man hører Stetson live, trænger heldigvis også ind i de indspillede skæringer og giver følelsen af primitiv urkraft, der emmer fra det massive instrument ... [Som helhed slår] trilogien bestemt Stetsons talent som unik instrumentalist og defineret komponist fast. Desværre lader [treeren] stadig noget tilbage at ønske i forhold til den eminente toer og formår ikke at få sat et helt tilfredsstillende punktum for Stetsons hovedværk".