Nielsens verdenshistorie er en samling af kunstneren/forfatteren/individet Das Beckwerks artikler, reportager og dagbogsuddrag fra 2001-2010. Den vil interessere læsere af politiske og samfundsdebatterende bøger samt dem, der er interesseret i fænomenet Das Beckwerk.
Das Beckwerk hed engang Claus Beck-Nielsen og er bl.a. kendt for en meget omtalte retssag, hvor hans brug af biografisk materiale udløste en diskussion om identitetstyveri, kunstnerisk ophavsret, og hvad en forfatter kan tillade sig at skrive. Nielsens verdenshistorie omhandler hans rejser til Irak, Iran, USA, Afghanistan og Ægypten, hvoraf nogle af delene, bl.a. rejsereportagerne, tidligere har været offentliggjort. Bogen har et forord af Carsten Jensen, der er en fin introduktion til bogen og forfatterskabet. Bogen blander fiktion og fakta i et kaleidoskopisk billede. En mindre del af teksten er på engelsk. Der er indsat illustrationer af de forskellige kunstbegivenheder, som teksten omhandler.
Claus Beck-Nielsen er helt sin egen og har tidligere udgivet Selvudslettelser, 2001 og Claus Beck-Nielsen (1962-2001) - en biografi, 2003 samt Selvmordsaktionen, 2005. Som Das Beckwerk sammen med Mikkel Bolt I sammenbruddets tjeneste, 2008 samt alene Suverænen, 2008.
Nielsens verdenshistorie er en samling af artikler, rejsebeskrivelser, fragmenter m.m., omhandlende revolutioner, undtagelsestilstand, kaos, menneskeskæbner og samfundsforhold fra bl.a. Irak, USA og Afghanistan.