Balletdanseren og koreografen Nini Theilade er årgang 1915, men er still going strong og fortæller veloplagt og klogt reflekterende om sit - man fristes til at bruge klicheen "eventyrlige" - liv i Lone Falsters fine dokumentarfilm Nini, 2009. Arkivmateriale og private fotos beriger billedsiden, der ud over hovedpersonens fortælling også bindes sammen af optagelser fra prøver på Nini Theilades ballet "Stormen", som hun selv instruerer. Filmens primære målgruppe er naturligvis et balletinteresseret publikum, men Nini Theilade er en god fortæller og hendes familieliv og karriere et stykke kulturhistorie, så målgruppen er langt større og egentlig alle, der er interesserede i særegne menneskeskæbner.
Nini Theilade fødes på Java. Hendes far er dansk og moderen af hollandsk, javanesisk oprindelse. Moderen er svagelig, men introducerer datteren til dans. Og dansen bliver den unge piges liv, selv om hun ikke bliver optaget på Det Kongelige Teaters elevskole, da familien flytter til Danmark. Til gengæld bliver hun uddannet i Paris og får en verdenskarriere og medvirker blandt andet i Max Reinhardts opsætning og filmatisering af "En skærsommernatsdrøm", 1935.
Film om ballet har en egen lille niche i dokumentarfilmens verden, hvor Jørgen Leths Peter Martins - en danser, 1978 og Anne Wivels Giselle, 1990 er moderne hovedværker. I 2006 udgav Nini Theilade selvbiografien Dansen var det hele værd.
Nini Theilade er et spændende bekendtskab, og det er filmen også.