Fjerde nissehistorie af nissekunstneren Birgitte Frigast for børn fra 5-6 år, samt voksne, der samler på forfatterens nissedukker.
Forfatteren skaber hvert år en ny nissedukkefamilie med en tilhørende bog, der fortæller de pågældende nissers historie. I 2007 var der nissebryllup med grønne nissehuer i Sofus og Karla. I 2008 gik turen til æblenisserne i Pelle og kæmpeæblerne, mens der i 2009 var både romantik og drama hos hedenisserne i Alfred og Mejse. I 2010 handler det om blommenisserne Valde og Malisse, og deres eventyrlystne søn Bobo, som bliver fanget af en senil dyrlæge, der tror, at nissen er en hamster. Bogen har et lille kvadratisk format med forholdsvis meget tekst på siderne. Sproget indeholder mange beskrivelser og detaljer. Formålet er muligvis at levendegøre nisserne og deres klassisk romantiske univers, men indimellem drukner den røde tråd lidt i detaljer. Illustrationerne er fotocollager i klare farver, hvor nissedukkerne er sat ind i forskellige indendørs og udendørs scenarier. Derudover indeholder bogen et faktaafsnit om nisser samt nissernes skabelseshistorie.
Bogen minder meget om sine forgængere i både tekst, billeder og format. Stilen er en slags blanding af Troldepus og den tyske bog Nisser i hverdag og fest, 2004.
Fjerde bog med forfatterens årsnisser. Klassisk romantisk nissebog, som nok er sjovest for samlere af nissedukkerne.