No gods no masters

"På deres syvende studiealbum spiller Garbage med musklerne og sætter ild under en hård systemkritik. Kapitalisme, racisme og sexisme får en ordentlig overhaling ... Lyden er Garbage classic med tunge og kolde synthflader, der falder ind i de hårdt optrukne rocksange ... De holder til gengæld ukueligt fast i de gode melodier, men foretrækker det konfrontatoriske udtryk på No Gods No Masters, og det klæder altså et band, at de ved, hvad de kan og er gjort ud af ... At Garbage måske hælder lige lovligt meget til den tunge side, tilgives let undervejs, når de folder sig ud i de mere drilske melodier (...) Garbage har på No Gods No Masters facetterne, der gør albummet til mere end bare et glædeligt genhør med et 90'er-band".

Læs anmeldelse

"No Gods No Masters is a highlight in their discography and one of their best works to date, a potent and outspoken dose of genre-blending artistry that confidently returns Garbage to their position as a band perpetually ahead of the curve".

Læs anmeldelse

"Garbage er bare gode ... 'Hvad venter vi på?', lyder det fra Garbage, som igen kommer med en opsang. På sin vis intet nyt fra bandet, som kom frem i 1993, og som har holdt et par pauser i de hårde udladninger. Nu maler de igen himlen grunge. De er tændte nu. Med guitarriffs og energi".

Læs anmeldelse

"Garbage, hvis frontfigur, Shirley Manson, synger om politivold, magtmisbrug og 'The Men Who Run The World'. Emnerne er alle aktuelle, men hvad med de gode melodier? Der er intet at synge med på her. Det er svært at mærke, at vi her har at gøre med det band, som - med Nirvana-produceren, Butch Vig, som primær, kreativ kraft - gav os hits som 'Stupid Girl' og 'Only Happy When It Rains' for 25 år siden".

"følelsen af, at man ikke rigtig kan sætte Garbage i bås (...) har gjort dem til det spektakulære outsiderband, de alle dage har været. Men nu er de vågnet op i endnu en ny digital epoke, hvor det politiske gennemsyrer de sociale medier, og de har valgt at kaste sig ind i alle kulturkampene. De gransker deres hvide privilegier i sangen 'Uncomfortable Me' og MeToo og klimaforandringer i 'The Men Who Rule the World'. De har bygget en slags Noas ark for alle problemstillingerne i vores tid og læsset dem om bord på dette album ... Desværre savner det 19 sange lange album en skarpere udvælgelse og sortering. Det er inddelt i disc 1 og disc 2 ligesom i de gode gamle cd-dage. Men dengang Garbage udgav cd'er, havde de flair for at skabe en særlig adrenalinenergi, der udebliver på dette velmenende album".