Nora og hendes venner spiller håndbold i klubben LH. De er ret gode og vinder de fleste af deres kampe. Læs om hvordan de træner og klarer sig til kampene. Især for jer mellem 7 og 9 år - og nok især pigerne.
Fire bøger i en ny håndboldserie om Nora og hendes venner fra klubben LH. Bøgerne beskriver hverdagen til træning og de øvelser og diskussioner, som sker her. Desuden fortælles om kampdagene, hvor timerne på træningsbanen helst skal forvandles til sejr. Forholdet mellem pigerne og deres træner har en ganske vigtig rolle i historierne. Bogen er fuld af stregtegninger i farver. Sværhedsgraden er lix 8.
De fire små historier er helt enkle og absolut realistiske. Hvis man gerne vil vide noget om det at gå til håndbold, eller hvis man gerne vil genkende sit eget håndboldliv, så er serien her fin. Konflikter og veninde-fnidder er der ikke meget af i disse bøger, for her er det især håndboldspillet det handler om. Kim Dalsgårds illustrationer er fulde af stemning og energi - og så understøtter de læsningen betydeligt.
Læs også "Mia og Mette-bøgerne" af samme forfatter eller Jim Højbergs bøger om Mikkel fx. Mikkel spiller topkamp. Der findes i det hele taget temmelig mange, lette bøger om håndboldspillet.