Bøger / skønlitteratur til børn

Nu er det min tur - Noah er fra Etiopien


Beskrivelse


Billedbog. I skolen spørger Marie, hvorfor Noah ser anderledes ud. Derhjemme sætter mor og Noah sig i sofaen og kigger i fotoalbummet fra dengang, mor og far hentede Noah i Etiopien. Noah er nemlig adopteret.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 11. okt. 2013

af

af

Signe Rugtved Andersen

d. 11. okt. 2013

Billedbogen handler om adoption og henvender sig til de 4-7-årige, både de børn, der selv er adopterede og de, som kender nogen, der er.

Cecilia H. Abel udgav tidligere i år Nu er det min tur : Milles første skoledag, som første del af serien med titelbegyndelsen Nu er det min tur. I serien møder vi en dansk 0. klasse, hvor alle børnene på den ene eller anden måde skiller sig ud. Hver bog i serien sætter fokus på et nyt barn og belyser således hver af klassekammeraternes forskellige baggrunde. I første bog mødte vi Mille, som har muskelsvind, og med anden bog i serien er turen kommet til Noah, som er adopteret fra Etiopien. I skolen spørger Marie, hvorfor Noah ser anderledes ud. Derhjemme sætter Noah og mor sig sammen og bladrer i fotoalbummet, mens de snakker om, hvordan Noah kom til Danmark. Næste dag i skolen fortæller Noah sin historie, og de andre synes at han er sej. Bogen beskæftiger sig udelukkende med selve turen, hvor mor og far henter Noah, og ikke fx tiden op til adoptionen eller efter. Teksten er fin og ligetil, og emnet behandles usentimentalt. De farverige illustrationer er computerskabte og lidt grove, men fungerer fint i samspil med teksten.

Der findes en del billedbøger, som behandler emnet adoption, fx Mor og far og Zanele fra 2007. Denne bog kan fint supplere.

I denne anden del af forfatterens serie Nu er det min tur er emnet adoption, med fokus på, hvordan forældrene henter Noah i Etiopien. Enkelt sprog i samspil med farverige, lidt grove, illustrationer fungerer fint.