Digtsamling, der med de introducerende ord om baggrund og mening er rimelig nem at gå til. Kræver derfor ikke en vant lyriklæser, men kan fint formidles til de desværre relativt få, der har mod på at læse digte. Kan også bruges fx af en dansklærer, der gerne præsenterer forståelige digte for sine elever.
Udgangspunktet for denne første digtsamling af forfatteren, jeg kender fra romanen Rustenborg & Co fra 2005 og fra den anderledes rejsebog Afrejse fra det berøringsangste Danmark fra 2006, er netop en rejse ind i sit indre, hvor "nuet" gives velfortjente ord. Som han selv skriver det i sin introduktion til samlingen:"det må handle om at kunne samle betydningsfulde øjeblikke i Nuet, som lyser op, og som er værd at stoppe op ved og se på, fundere lidt over - og så ellers lade sig blive beriget af. Mens tid er." En række af disse øjeblikke er udtrykt i 30 digte grupperet i 4 temaer. Temaerne er "At leve", "Naturen", "Årstiderne" og "Sorg". Digtformen er moderne lyrik uden rim. Her er fx et digt om at være bange for det fremmede og det ukendte, og øjebliks-naturbilleder af klitheder, søer og laguner Der er bevægende ord om sorg og om at miste, og i sit indre evigt alligevel eje: "Når jeg går tur i naturen/ går du stadig med/", "Hvilken fredfyldt oplevelse, det er at følges med dig/ når jeg går tur i naturen.
Prosadigtning uden mange eksperimenter, som indrømmet så mange andre, men med et personligt og absolut velskrevet udtryk.
Fin lille tilgængelig digtsamling.