Smuk bog fyldt med ideer til at lave juledekorationer med planter, kogler, lav og andet fra den grønlandske natur. Til inspiration for dem, der holder af at samle ting fra naturen og lave sine egne dekorationer.
Cecilie Hermann har ladet sig inspirere af den grønlandske flora til at præsentere en lang række juledekorationer både med og uden lys. Materialerne har hun samlet i den grønlandske natur, og hun anvender blandt andet enebær, ulvefod, rensdyrlav, ellekogler og grene af dværgpil. Som underlag er der ofte anvendt drivtømmer, eller urtepotter. Der er materialeliste for hver dekoration, en kort arbejdsbeskrivelse og 2-4 fotos af det færdige resultat. Bogen afsluttes med råd om hvordan man opbevarer råvarerne. Teksten er på grønlandsk, engelsk og dansk. Antallet af julehjerter ved hver dekoration angiver sværhedsgraden.
Jeg synes det er en meget smuk og raffineret bog, som følger trenden med at bruge materialer fra naturen, og hvor resultaterne er enkle, uden at være for overpyntede. En del af de anvendte materialer kan også findes i Danmark, bl.a. ulvefod og kæruld.
Der findes ingen andre helt sammenlignelige bøger på dansk. Nogle af Else Marie Andersens og Margit Engens bøger kan minde om denne.