I den linde strøm af managementbøger er det dejligt forfriskende med en bog som virkeligt har noget nyt og tankeskabende på hjerte. Den amerikanske forfatter, www.danpink.com, er skrivende redaktør for tidsskriftet Wired, foredragsholder, og har bl.a. skrevet Free agent nation. I sin nye meget originale bog redegør han for det, han med undertitlen kalder "fra informationsalderen til konceptalderen". Han fortæller heri om den efter hans mening epokegørende udvikling, han forudser i vores brug af hjernen i såvel erhvervsliv som privatliv. Forfatteren argumenterer overbevisende for, hvordan den højre side af hjernen med "H-styrede talenter kunstneriskhed, empati, vælge det lange sigt, gå efter det transcendente
" vil overtage den styrende rolle fra den venstre hjernehalvdel med dens logiske tænkning og dens "revisor-rationalitet". En ændring i tænkningen han ser nødvendiggjort, hvis fx de nuværende "vidensarbejdere" skal konkurrere med billig arbejdskraft og imødegå den stærke automatisering. Forfatteren opstiller en række redskaber for den nye tænkemåde: "I konceptalderen får vi brug for at supplere vores V-styrede fornuft med beherskelsen af seks forskellige talenter, der dybest set er H-styrede". Det er "design", "fortælling", "symfoni", "empati", "leg" og "mening". Meget spændende, velskrevet og tankeskabende inspirationsbog med bred målgruppe.