Politikerbiografier har bred appel når de biograferede ellers ofte er i medierne og i øvrigt tegner "store" nok. Karakteristika som Barack Obama indfrier i hvert fald året ud og måske længere! En bog for alle med interesse for amerikansk politik og for det mediestunt som en amerikansk valgkamp også rummer. Obamas velkendte kontrafej pryder forsiden, intet synes overladt til tvivlen, og mon ikke bogen formidler sig selv.
David Mendell, journalist v/Chicago Tribune, portrætterer en ung, ambitiøs politiker. Fra ungdomsårene på Hawaii, via Harvard og siden den gryende karriere: først delstatssenator i Illinois, derefter senator i Washington. En udpenslet, minutiøs og ofte vel begejstret fremstilling hvor Obama undertiden dog synes at "forsvinde" i Mendells subtile redegørelser for kampagnerådgiveres, spindoktorers og andre politiske aktørers tanker, gøren og laden. Derved sløres bogens fokus på Obama, hans holdninger, idéer m.v. og "drukner" i stedet i en stofmættet, detailrig fremstilling om, ofte spegede, indenrigspolitiske forhold i 1990'erne, en tid hvor Obama var på vej frem.
Dreams from my father: a story of race and inheritance, 2004, og The audacity of hope, 2006, dansk titel: Mod til at håbe, 2008. To titler hvori Obamas liv og levned, holdninger, tanker om USA og den amerikanske drøm m.v præsenteres.
En Obama-biografi der nok kommer vidt omkring, men som alligevel er lidt "løs i fugerne" undervejs, og som man især kunne ønske fremstod mere stringent.