Meget smal målgruppe. Til folk, der beskæftiger sig med velfærdsbegrebet ud fra et teoretisk og filosofisk perspektiv.
Filosoffen Ole Fogh Kirkeby konstaterer, at vi for at komme ud af de aktuelle samfundsmæssige kriser er nødt til at have en anderledes forståelse af os selv og forholdet til almenvellet. OFK's bud er at "det gode" skal være et bærende princip i samfundet. Det gode, som indebærer afkald for den enkelte og generøsitet. Det nuværende velfærdssamfund eksisterer på baggrund af "den oplyste egeninteresse". I bogens første afsnit analyserer og definerer han så begrebet "det gode" ud fra et filosofisk begrebsapparat, og i et andet afsnit er det en undersøgelse af værdiers almene væsen. Endelig forsøger han så at opbygge et politisk ideal, som kan bringe os ud af den nuværende komplekse krise. Det er en meget svært tilgængelig bog, som er for de få. Det er ikke en, der vil indføje sig i selskabet af de mange debatbøger om velfærdssamfundets fremtid og bæredygtighed.
Af nyere bøger om samme emne og med en teoretisk indfaldsvinkel kan nævnes Nielsen: Velstandssamfundet, 2011 og Palludan:Velfærd i klemme, 2011, som dog begge er meget lettere tilgængelige end denne.
En vanskelig tilgængelig bog, der anlægger en filosofisk vinkel på velfærdsbegrebet, og som introducerer "det gode" som det princip, hvorpå vi skal basere vores samfund i fremtiden.