En krimi til de læsere, der holder af de mere stilfærdige af slagsen. At bogen har en præst som hovedperson i stedet for politiet, giver mere plads til de menneskelige sider af fortællingen fremfor de opklaringstekniske.
Bogen er 3. bind i serien om sognepræsten Julie Hashøj. I den lille landsby Ruglev i Vestjylland er der en ophedet debat om lukningen af den lokale skole. Alle, der udtrykker forståelse for lukningen, bliver udsat for hærværk med bl.a. grafitti. Også Julies præstegård vandaliseres, da hun tager emnet op i sin søndagsprædiken. Tonen bliver mere og mere hård, og landsbyens kommunalpolitiker Thomas Jessen, der har stemt for en lukning udsættes for groft hærværk og må fyre sine ansatte, da folk ikke længere vil bruge hans tømrerfirma. Kort efter et meget ophedet debatmøde, dræbes Thomas Jessen i en mordbrand, og usikkerheden breder sig i landsbyen. Julie forsøger at hjælpe politiet i opklaringen, men hun må også selv se mistanken rettet mod sin egen mand. Igennem Julie bliver det lille samfund levendegjort, og dramaet omkring skolelukningen er troværdigt.
En anden krimi med en præst som hovedperson er Dorthe Annette Hansens Fristelsen, 2012. Desuden kan nævnes Phil Rickmans bøger om præsten Merilly Watkins, der foregår i England.
En stilfærdig krimi fra Vestjylland, der tager os med ind i et lille samfund og de mennesker, der bor der.