Nordbrandts fjerde bog med digte viser tydeligt hans talents indhold, idet han umiskendeligt fortsætter sig selv, men desværre ofte sådan at det kun blir til knæledsreflekser og ret nøgne demonstrationer af allerede gennemprøvede metoder. Temaerne er hyppigt hentet fra middelhavslandene, gribende tilbage til »Miniaturer«, og koblet på »borte-nærvær« og en paradoksmekanisme, som har givet langt større fylde og bevægelse før. Den store sikkerhed, som digtene har, kan således godt føles som mangel på mod til at investere talentet i mer krævende sammenhænge. Ja, det virker som om stærke og nye sanseindtryk og vældig smukke billeder fra rejserne ikke får lov til at brede sig ud efter egne betingelser, men styres af præetablerede systemer. Det understreges af, at digtene knibes af i en pointe, hver gang der virkelig er noget i gang. Derfor mer rutine og refleks end eksistens og liv, men selvsagt skal bibliotekerne ha den.