Dansk kortfilm fra 2012. Målgruppen er meget smal og blandt dem, der interesserer sig for nyere danske filmkunstnere og filmkunst. Kortfilmens tema om mødet mellem generationer og moralbegreber kunne være relevante som udgangspunkt for opgaver i de ældste folkeskoleklasser, så den kan med fordel formidles til disse.
I denne kortfilm af ca. 25 minutters varighed, møder vi Jonas og hans far Asger. De er på vej i bil til Jonas' bryllup, og imens går snakken lystigt. Den bliver dog en anelse anstrengt, da Jonas finder ud af, at hans far har været moderen utro, og oveni købet imens hun var gravid. Som samtalen udvikler sig, bliver det dog helt ubærligt for Jonas, da han erfarer, at Asger ikke er hans biologiske far. Det hele ender dog i forbrødring og bryllup, og moralen er, at kærligheden til hinanden ikke behøver at tage udgangspunkt i det biologiske. Instruktøren Jesper Troelstrup er ukendt i den brede offentlighed og har siden 2000 lavet flere kortfilm, samt de vellykkede dokumentarprogrammer Spot.
Dansk kortfilm har haft relativ stor international succes med Oscars til 3 af slagsen Valgaften, 1998, Der er en yndig mand, 2002 og De nye lejere, 2009. Det sikrede omtale til genren, samt at disse tre film blev set af betydeligt flere end der normalt ser kortfilm, så genren er altså en større del af folks bevidsthed nu end tidligere.
Udmærket kortfilm om et eviggyldigt tema, men målgruppen er så smal, at dette bør tages med i betragtning i materialevalgssituationen.