Forfatteren Jens Branner f. 1933 (som tidligere har skrevet adskillige bøger) er søn af den berømte danske forfatter H.C. Branner (1903-1966). Denne erindringsbog er kort fortalt skildringen af disse to mennesker og deres indbyrdes forhold. Den handler om Jens opvækst og begynder i 1940, hvor faren tager ud til Agersø i Storebælt for at kunne samle inspiration til at skrive. Moren og Jens må blive tilbage på fastlandet. Denne åbning er på en måde kendetegnende for hele Jens liv. Det er faren, der almindeligvis tages hensyn til og sommetider er Jens lidt tilovers. Det mest urimelige ved dette er, at det giver den astmaplagede Jens en følelse af, at det er hans skyld familien ikke altid er sammen. I takt med at faren udvikler sig og anerkendes som en stor dansk forfatter, vokser Jens op og bliver en rodløs sjæl, der konstant leder efter sin egen vej, sit eget litterære udtryk og tegn på farens anerkendelse og kærlighed. Vejen til modning og selvsikkerhed går bl. a. via udlandsrejser, løsarbejde og journalistiske opgaver. Bogen er, skønt den er et personligt vidnesbyrd, holdt en enkel nøgtern stil uden sproglige vidtløftigheder. Skildringen af de to gemytters glæder og genvordigheder virker loyal og ærlig hele vejen igennem. Beretningen slutter i 1966 med farens død.