I sensommeren 1943 var situationen så spændt at det kom til oprør mod samarbejdspolitikken. Det førte til regeringens tilbagetræden og landet fik mere rene linjer over for besættelsesmagten. Bogen er en dag for dag/time for time gennemgang af begivenhederne i august måned 1943. Det er umiddelbart spændende læsning hvor vi springer fra by til by. Hovedvægten er dog lagt på Esbjerg og Odense hvor oprøret startede og gik mest voldsomt til. Forfatteren er historiker, men viser stor fortællerglæde som gør stoffet vedkommende. Han er en god formidler og får en god og lettilgængelig historie ud af det. Han har aktivt indsamlet erindringer fra personer der har oplevet begivenhederne. Hertil kommer citater fra aviser og illegale blade. Det sidste er sat i kursiv. Breve og dagbogsnotater er også brugt. Bogen bringer dog ikke noget væsentligt nyt, som der ikke før har været skrevet om i den meget omfattende litteratur om emnet. Målgruppen må være alle der er interesseret i besættelsestiden, men især unge for hvem begivenhederne er fjern fortid. Også opgaveskrivere vil kunne få fornøjelse af den. Der er en del samtidige sort/hvide fotos hvoraf mange er velkendte. Der sluttes med kildefortegnelse og en meget anvendelig litteraturliste.