Bogen er for den, der interesserer sig for sjælesorg og eksistentialisme, eller for pårørende med døden tæt inde på livet.
Bogen er skrevet af sygehuspræst Lars Björklund. Det er en lille bog på 99 sider, der handler om at forholde sig til døden. Om at forholde sig til tavshed og stilhed, om at give plads med et lyttende øre og være til stede i mødet med den anden, den som er døende. Forfatteren påpeger også, at selv om vi skal mærke stilheden, skal vi også bruge ord og tale om det allervigtigste og måske det allersværeste, at vi alle skal dø. Forfatteren fortæller levende og engageret om sine oplevelser med døende og pårørende som præst og sjælesørger og kobler det på en meget reel måde med kristendommens budskaber og menneskelig væren og eksistentialisme. Jeg vil citere slutningen af bogen, som jeg opfatter som bogens kerne "Glædens dyb åbner sig i mødet mellem mennesker, når det er ægte og uden krav. Vi er ensomme, men har brug for hinanden. Vi er på en måde uafhængige af hinanden og helt afhængige af hinanden. Det er livets dybe og gådefulde paradoks".
Der er flere nye bøger om sjælesorg, men de handler mere om samtaleteknikker.
Jeg synes, det er en bog man kan anbefale til mennesker i krise, der har brug for en tilgang til at få snakket sammen. Den fjerner noget af det tabu, døden nogle gange kan være for mange mennesker, og på overbevisende måde opfordrer den os til at finde ind til livsglæden i svære stunder, og få talt sammen.