Her er de første to bind i et kommenteret fem-bindsværk med Johs. V. Jensen-tekster, hvoraf de fleste ikke findes i bogform. Kan fortrinsvis bruges af fagfolk, som arbejder med forfatterskabet, fx studerende, undervisere, skribenter og litterater.
Johs. V. Jensen (1873-1950) er ophav til et af dansk litteraturs vigtigste forfatterskaber. Nu får vi adgang til tekster, hvoraf de fleste ikke tidligere har været udgivet i bogform. Det er hovedsageligt journalistiske reportager og artikler fra aviser og magasiner, men der er også debatindlæg, kommentarer, breve og skønlitterære skitser. Det er en blandet butik: Fra indvielse af en ny roklub-kano til mordet på Walther Rathenau, fra hadske udfald mod homoseksuelle og nedsættende omtale af kvinder til indsigtsfulde bemærkninger om Agnes Henningsens forfatterskab og fremsynede betragtninger om naturpleje. Artiklerne står kronologisk, hvilket giver god mening for fagfolk, andre vil have svært ved at overskue det digre værk. Hatten af for litteraturhistorikeren Aage Jørgensen (f. 1938), som står bag dette imponerende udgivelses- og redigeringsarbejde med et glimrende og grundigt noteapparat.
For fagfolk er det guld, ellers vil jeg anbefale Journalisten Johs. V. Jensen, 2002, eller andre af forfatterens artikelsamlinger i 04.6.
Imponerende udgivelsesbedrift af litteraten Aage Jørgensen som her kommer med de to første bind af et fembindsværk med Johs. V. Jensen-tekster, hvoraf de fleste ikke findes i bogform. For fans og fagfolk.