Der er gennem de sidste 50 år forsket meget i årsagerne til ordblindhed, og der er udviklet mange metoder til at hjælpe disse mennesker til at mildne handicappet og leve med det. Forfatteren er social-, tale- og musikpædagog og har arbejdet med ordblinde gennem mange år. Hun tager udgangspunkt i en amerikaner, Ronald D. Davis, der ikke ser ordblindhed som en mangeltilstand. Han har derimod gennem mange års erfaring set, at disse mennesker har en usædvanlig evne. De tænker hurtigere end andre, og de tænker i tredimensionale billeder. Når man tænker i billeder, er metoderne til at nå skriftsproget bl.a. at modellere ordene, både betydningen af dem, men også selve bogstaverne. Bogen er en blanding af teori og en beskrivelse af forfatterens praksis. Også lyd- og motorisk træning er vigtige elementer i arbejdet. Til at illustrere metoderne er beskrevet en række cases. Bogen er spændende og nytænkende og er meget praktisk anvendelig med beskrivelse af konkrete øvelser. Målgruppen er primært alle, der arbejder indenfor det specialpædagogiske område, men også forældre til ordblinde børn vil have udbytte af bogen.