Tibetansk buddhisme har mange tilhængere og støtter her i landet. Mange af dem kender, er blevet undervist og har hørt foredrag af lama Ole Nydahl. Det er mennesker af denne observans, der vil være målgruppen for selvbiografien, der også fortæller historien om buddhismens udbredelse her i Vesten siden 1972.
Ole Nydahl (f. 1941) vendte i 1972 tilbage til København som lama sammen med sin hustru Hannah efter 3 år i Himalaya som elever af den 16. Kamapa - Tibets første bevidst genfødte lama. Med sig havde de fået den opgave at gøre "diamantvejen"s visdom tilgængelig for den vestlige civilisation. Bogen er den lange beretning herfra om store og små oplevelser og sejre frem til 1991, hvor manuskriptet til den engelske udgave blev færdiggjort. Bogen er oversat til mange sprog, men først nu foreligger en dansk udgave ved forfatteren selv. I sit forord til denne udgave fortælle Ole Nydahl, at han og hustruen har startet ikke mindre end 600 buddhistiske diamantvejscentre. Bogen er opbygget kronologisk og illustreret med sort/hvide fotos. Ole Nydahl kendes i øvrigt fra Buddha og kærligheden : parforholdets muligheder, 2006 samt den i næste afsnit nævnte titel.
Videreførelse af forfatterens Når jernfuglen flyver, 1983.
En bred beretning om buddhisme, idealisme og en tidsepoke, hvor den tibetanske buddhisme er blevet bredt ud i mange miljøer såvel i Danmark som i de øvrige vestlige samfund. En noget lang og tætskrevet bog, der fordrer motivation af læseren.