HJJ, tidligere MF (S), fortæller historien om, hvordan hans kones sidste 5 år som KOL-patient forløb. Det var ikke for sarte sjæle. De mødte vel 100 fagpersoner, som hver især gjorde sit arbejde så godt han/hun kunne. Men det er jo ikke nok, når der bliver ordineret ét medikament den ene dag, som så næste dag er livsfarligt if. den næste læge. Det er ikke godt nok, når iltapparatet bare afleveres i boligen uden personlig vejledning, og når der ikke tilbydes fysioterapeut, der kan lære patienten at lave åndedrætsøvelser og at motionere, når man er tilsluttet iltapparatet. HJJ beklager sig ikke over de enkelte personer, men over det system, som gør, at ingen person eller faggruppe var ansvarlig for en koordineret behandling og hjælp til hans kone. I sidste kapitel giver han en række forslag til, hvordan man nu i sammenhæng med kommunalreformen kan udforme en ordentlig og finmasket hjælp til kroniske patienter, der har brug for mange forskellige faggruppers hjælp på et tidspunkt i livet. Det forekommer gennemtænkt og velbegrundet. Det er en fin lille debatbog, som man nok kunne ønske at også politikere læste.