Genbedømmelse, da første bedømmelse foretaget på basis af ukomplet eksemplar af bogen: Det er en meget ambitiøs bog, P. S. M. har skrevet. Med startpunkt i februar-revolutionen i Paris 1848tager han sig for i bogens første del ved hjælp af et imponerende citat- og referenceopbud at bevise, at marxismen ikke - som den selv hævder - er revolutionær videnskab, men spekulativ metafysik.Et ætsende opgør med marxismen, der bestemmes som en principiel underkendelse af individet, som en voldelig klassekampsteori og en skrupelløs vilje til magt. I bogens midterstykke søger P. S. M. atvise, at marxismens antihumanisme i Danmark har sejret i form af den socialteknokratiske stat, og derefter tager han fat på den afsluttende tour de force, at bestemme og formulere mennesketsrenæssance, en kæmpende humanisme, en værdifilosofi i stedet for en værdinihilisme. En tur over bl. a. Freud, Barthes, Monod, Levi-Strauss og Althusser til »kæmpende humanister« som Mann, Malrauxog Lagerkvist og videretil Løgstrup og Åge Henriksen. P. S. M. ser de to sidstnævnte som moderne fortolkere af en særlig dansk variant af den eksistentielle personlighedsfilosofi, som forener deteksistentielle med det sociale. Et overraskende »kompagniskab«, og efter min mening et eksempel på P. S. M.'s svaghed for storladne synteser. Alligevel: en æggende, inciterende, irriterende bog medmange anvendelsesmuligheder. Den afsluttende bibliografi illustrerer, hvor langtrækkende en debat P. S. M. tager del i.