Beskrevet parallelt følges begivenheder, der er foregået med et års mellemrum, og hvor en del af personerne er de samme. Vi følger en kriminalbetjents forsøg på at opklare mordet på en ret usympatisk mand. Den myrdedes datter Gitte er under psykiatrisk behandling, og afhøringerne involverer også psykiateren, der har tavshedspligt. Læserne får muligheden for at følge med i Gittes baggrund, for det andet forløb beskriver hendes samtaler med psykiateren året før. Det er en spændende konstruktion, der langsomt afslører historien bag mordet, så man først til sidst får det hele afsløret. Sproget er i orden, men bogen er så tynget af de lange afsnit med gengivelser af Gittes drømme og psykiaterens tolkninger, at drivet i kriminalplottet forsvinder, og romanen taber tempo pga. de dokumentariske og tungere faglige afsnit. Forfatterens uddannelse og arbejde indenfor socialpsykiatrien slår så meget igennem, at det bliver en belastning for den gode historie. Desuden udstyres den myrdede ganske unødvendigt for historien med så mange usympatiske træk, at han bliver utroværdig. Han er både nynazist, pædofil, voldelig og ekstremt psykopatisk. Det er ærgerligt, for plottet er spændende, og slutningen rummer en helt ny og interessant vinkel i forhold til næsten alle andre kriminalromaner.