Flot og lærerig fagbog for børn om træer. Bogen kan formidles til børn fra 7-8 år og selvlæses fra ca. 11 år. Bogen indeholder små finde-opgaver, som kan bruges i forbindelse med læsning for og formidling til de naturinteresserede mindre børn. Men der er samtidig så meget fagligt indhold, at bogen nok snarere vil blive selvlæst af de lidt ældre børn og eksempelvis anvendt i forbindelse med faget natur/teknik.
Bogen præsenterer 16 af de mest almindelige træer. Alle træer præsenteres over to sider via tekst og akvareltegninger. Myren Sofie er bindeleddet mellem de enkelte træer. Den tager os med på opdagelse i træernes verden og lærer os om træernes kendetegn, anvendelsesmuligheder, historie, samt livet i og omkring træet. Bogen er en del af en serie, som indtil nu indeholder tre andre titler, deriblandt På blomsterjagt i naturen, 2006.
Der er skrevet en del fagbøger for børn om natur og træer. Denne bog passer fint sammen med titler som Min første bog om træer, 2003, Vi ser på træer, 2002 og den lidt sværere Naturskolens træer, 2006.
Flot billedfagbog for børn om træer med et fagligt relevant indhold, som formidles i et letforståeligt og meget illustrativt sprog. Bogen giver lyst til læring.