Musik / rock

Painted ruins


Anmeldelser (4)


Jyllands-posten

d. 20. aug. 2017

af

af

Peter Schollert

d. 20. aug. 2017

"Efter den turné, som fulgte efter den kritikerroste lp "Shields" i 2012, forsvandt de fire medlemmer i hver sin retning ... Men gruppemedlemmerne (...) endte med at blive forenet igen i Californien, og vestkystens sol og varme kan nu mærkes på det vellykkede nye album. Her fusioneres idérigdom og vellyd, og omdømmet som Amerikas Radiohead bliver generobret. Gruppens gamle fascination af californiske The Beach Boys viser sig med særdeles gode vibrationer på den stort opsatte, til tider snørklede, men stadig lettilgængelige "Losing All Sense". Her hersker stort overskud i sang og korarrangement, og omkring de forskelligartede stemmer udvikler musikken sig hele tiden ... De melankolske stemninger er som tidligere en del af Grizzly Bears udtryk, og derfor vil denne plade også appellere til fanskaren i Skandinavien".


Politiken

d. 25. aug. 2017

af

af

Kim Skotte

d. 25. aug. 2017

"Grizzly Bear står måske nok som repræsentant for en Brooklynbølge, der har toppet, men bandets særegne sans for at kombinere det store lydbillede og den prægnante rytmiske detalje bærer stadig igennem på bandets første album i fem år. Chris Bears jazzede trommer på 'Three Rings' er livlige, og som legestue på højt niveau er Grizzly Bear et besøg værd. Men legestuen kan også hindre ting i at fortætte sig, og den påtrængende fornemmelse af at have fat i et nyt udtryk, som tindrede på 'Veckatimest' i 2009, er for længst væk".


Berlingske tidende

d. 23. aug. 2017

af

af

Michael Charles Gaunt

d. 23. aug. 2017

"Det, der før fascinerede og gjorde, at jeg forelskede mig hovedkulds i det her amerikanske bands knudrede skønhed tilbage i slutningen af 00erne, er stadig til stede i rigt mål: Ed Droste og Daniel Rossens pastorale stemmer; Chris Bears uforligneligt detaljerede trommespil, Rossens klynger af komplekse guitarakkorder; og Chris Taylors maleriske tilgang til produktionerne ... Holder de så dampen oppe? Svaret må være et både/og. Albummet som sådan er glimrende, men fem plader inde i karrieren er der også en vis træghed at spore. Simpelthen fordi de allerede har betrådt de fleste af de her stier før".


Information

d. 18. aug. 2017

af

af

Emil Eggert Scherrebeck

d. 18. aug. 2017

"Hvor det er nemt nok at sige, at verden er »fucked«, er det en anden sag at sætte musik til og at indfange følelsen af, at verden bevæger sig i en »crazy ass retning« i sine kompositioner og sin lyrik. Grizzly Bear mestrer det især i forhold til de musikalske aspekter, men lader dog også det sungne ord tage del i legen ... Den simple håbløshed i forhold til at gribe verden trænger (...) ud i lyrikken, men det er i kompositionerne, at den virkelige uhygge ligger og ulmer, det er i klangene, at det bliver subtilt og elegant, og det er her, man for alvor føler verden fare truende forbi".