Palle-bog nr. 39 er til læsetræning i 1.- 2. klasse eller selvstændig fritidslæsning for 6-8-årige læsere. Serien er velkendt af målgruppen og behøver ikke yderligere formidling end den fængende forside, Claus Bigum har lavet.
Palles far har besluttet, at Palle skal have nye møbler på sit værelse. Det drejer sig både om en ny seng, en ny reol og et nyt skab, som skal samles. Palles far pakker alle kasser ud på én gang og vil ikke bruge de samlevejledninger, der er med. Resultat bliver, at delene ikke passer sammen, så Palles far finder sav og hammer frem - og får samlet noget, der er anderledes - en høj seng, et bord og et lavt skab. Palle bremser reolen, for han skal "lige lære at bruge de nye møbler". Endnu en fin lille historie i universet med Palle og hans far. Sproget er mundret og let at læse (lix 6,4). Tegningerne understøtter som vanligt handlingen fint.
Bogen har samme høje kvalitet som de tidligere Palle-bøger, og ligger i kategori med begynderlæsningsbøger af Per Gammelgaard og Hans Chr. Hansen.
Hverdagshistorie i høj kvalitet til begynderlæsere, som bør kunne låne denne fortsættelse af Palle-bøgernes univers såvel på børnebiblioteket som i læringscentret/skolebiblioteket.