Jørgen E. Tiemroth tager sit udgangspunkt for denne analyse af Panduros romaner i nogle centrale temaer og problematikker i 20'rnes og 30'rnes litteratur: bestræbelserne på en frigørelse af»det naturlige« i mennesket, således som det først og fremmest er formuleret i Tom Kristensens Hærværk, Sønderbys Midt i en jazztid og hos Poul Henningsen. Via Branner og Martin A. Hansen når handerefter frem til Panduro og hans samtidige (Rifbjerg og Ronild) og gennemfører så en indgående tematisk analyse af Panduros romaner. I modsætning til Birgitte Hesselaa, som i sin bog om Pandurosromaner har bestræbt sig på at trække nogle udviklingslinier i forfatterskabet op og sætte dem i relation til den samtidige samfundsudvikling, så indsætter Tiemroth i sin analyse Panduro i enlitteraturhistorisk sammenhæng, som har sine forudsætninger hos Hamsun og Johs. V. Jensen. Udgangspunktet kan måske virke lidt søgt, men fremstillingen er gennemført på overbevisende måde og rummermange skarpsindigeiagttagelser. I et tillæg på ca. 30 sider behandles Panduros dramatik. Uden at det skal tages som udtryk for en kvalitetsvurdering vil undertegnede dog mene, at BirgitteHesselaa's analyse vil have det største publikum.
