Musik / rock

Paper gods


Anmeldelser (4)


Berlingske tidende

d. 12. sep. 2015

af

af

Mads Hendrich

d. 12. sep. 2015

"Simon Le Bon og kompagni lyder på flertallet af numre som en samling gamle trætte hanløver, der febrilsk forsøger at ramme en kontemporær pop-og klubsound ... Udspillet føles endda kun delvist som et rigtigt Duran Duran-album. Forklaringen skal måske findes i de mange gæster, som englænderne har inviteret indenfor til at sætte kolorit på løjerne. [Lindsey] Lohan og Kiesza, Mew-forsanger Jonas Bjerre og tidligere Red Hot Chilli Peppers-guitarist John Fruciante er blot nogle af de mange indbudte, som ikke formår at løfte det middelmådige materiale op af støvet".


Jyllands-posten

d. 11. sep. 2015

af

af

Peter Schollert

d. 11. sep. 2015

"Det nye albums titelnummer swinger og glider nemt ned. Hvis man altså kan udholde Simon Le Bons mest overgearede stemme. Herfra udvikler albummet sig til et virvar af stilarter og gæstevokalister, som de midaldrende hovedpersoner gavmildt har lukket ind. Jonas Bjerre fra den danske gruppe Mew tilfører den skiftevis højstemte og disko-file "Change The Skyline" et lyst væsen, og på "Pressure Off" er Nile Rodgers om bord med sin funky guitar, mens Janelle Monáe med sin kraftfulde vokal blæser Simon Le Bon omkuld ... Chancerne for, at Duran Durans nye album går over i historien, er små.Man kommer dog ikke uden om, at pladen har en underholdningsværdi, som man ikke bare kan ignorere".


Politiken

d. 18. sep. 2015

af

af

Lucia Odoom

d. 18. sep. 2015

"Det fungerer bedst, når Duran Duran gør brug af deres flair for fængende, velklædt 80'er-pop, som på electropopnummeret 'Pressure off', der er albummets hit, og som har den futuristiske soulsanger Janelle Monae med på vokal".


Information

d. 11. sep. 2015

af

af

Emil Eggert Scherrebeck

d. 11. sep. 2015

"Det virker, som om det er meningen, at det skal være sexet og ungt på Paper Gods, og Duran Duran har da heller ikke glemt at lytte til 1990'ernes og 00'ernes viderebearbejdning af synth-poppen. Men desværre får dette dem mest af alt til at lyde som en slags skygge af en helt masse andre bands og dermed som en slags pseudoskygge af sig selv. Det er således først i slutningen af pladen, når de lyder lidt som de gjorde i 1980'erne, at de på en eller anden mærkelig måde fremstår mest tidssvarende og interessante".