Filmen henvender sig til barnlige sjæle, der elsker at grine af platte amerikanske vittigheder og britisk humor. Kan ses fra 11 år.
Graeme og Willy er to engelske kæmpenørder. De elsker tegneserier og science fiction, og er derfor taget på ferie til USA, hvor de starter på tegneseriefestivalen Comic-Con, og derefter tager på roadtrip for at se de forskellige "alien"-seværdigheder, som fx Area 51. Undervejs møder de Paul, et vaskeægte rumvæsen, der har været på Jorden i 60 år. Paul har været på en hemmelig militærbase og har hjulpet både forskere og Steven Spielberg med sin store viden. Nu har han fundet ud af, at han bliver holdt fanget på basen, og er derfor flygtet. Graeme og Willy beslutter sig selvfølgelig for at hjælpe Paul, et bizart rumvæsen der elsker at drikke øl, ryge hash og spise levende fugle. Undervejs møder de Ruth, som mere eller mindre frivilligt tager med på turen, og forfølges efterhånden både af Ruths far, et par sure bonderøve og flere forskellige instanser af myndigheder.
Filmen kan siges at være en blanding mellem fx Superbad, der også er instrueret af Greg Mottola, og som bl.a. er skrevet af Seth Rogen, (stemmen bag Paul) og Hot fuzz og Shaun of the dead. Det er nok især den sidstnævnte, der er kendt herhjemme. Begge film har de to britiske skuespillere og komikere, Simon Pegg og Nick Frost i hovedrollerne, og Simon Pegg har været medforfatter på dem begge.
Udmærket komedie til lidt uforpligtende underholdning en hyggelig hjemmeaften.