Sammen med Magt og midler. Rapport om det offentlige Danmark (73.21.92) udgør denne rapport om den private sektor en oversigt over hvilke personer, institutioner, selskaber, firmaer, der er af betydning i dagens eller rettere forårets (1973) Danmark. I denne bog sættes erhvervslivet i international belysning, større virksomheder beskrives, det samme gælder bankvæsen og forsikringsbranche, Industriråd, Arbejdsgiverforening og lønmodtagerorganisationer. Magt og indflydelse vurderes. De vigtigste personer (magthavere) præsenteres, men ofte kun meget kortfattet. Massemedierne incl. radio og TV får et særligt afsnit. Stilen er T.s sædvanlige, dvs. let overfladisk og poppet. Et afsnit viser eksempler på »nogle nye kapitalister« som Tjæreborg-præsten, Krøyer, Margit Brandt, men hvorfor en 6 siders ugeblads artikel om Krogager, men kun 5 linier om Steen Danø? »Bankdirektører hører til landets bedst informerede personer«, hvilket kun motiveres med, at man i en af storbankerne vidstebesked med Krags afgang, inden meddelelsen herom forelå i folketinget. Selv om en del negativt kan anføres, er bogen dog en art statusopgørelse af interesse og med oplysninger, der kan være svære at finde andetsteds. Anskaffelse er absolut rimelig i heltidsbiblioteker, men bogen forældes givetvis hurtigt.