Bøger / faglitteratur

Ledelse af processer : BPM


Beskrivelse


Præsentation af en model for, hvordan der kan arbejdes struktureret og praktisk med procesledelse. Desuden gives der konkrete bud på, hvordan procesledelse kan systematiseres og implementeres i virksomheden.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. aug. 2016

af

af

Jørgen Bartholdy

d. 26. aug. 2016

Hvordan skal man efterhånden finde rundt i alle de forskellige metoder til at lede processer, der findes på markedet i dag? Forfatterne, viser her nogle veje gennem procesjunglen i denne 2. udgave af deres bog, som er henvendt til ledere på alle niveauer.

Forfatterne, der har mange års erfaring som konsulenter bag sig, præsenterer procesledelse som en generel metode til styring, som genkendes i et utal af ledelsessystemer fra LEAN over TQM til Balanced Scorecard. Bogen tager afsæt i seks forskellige indsatsområder fra "kunder" til "Ledere og medarbejdere", og fortsætter til tre forskellige former for organisering. De enkelte kapitler er konsekvent opbygget og slutter alle med "Spørgsmål til refleksion". Der er nogle s/h skemaer, men hverken litteraturlister eller registre. Bogen er 2. udgave, og fokuserer nu mere på det internationale samlebegreb, BPM.

Bogen er henvendt til fungerende ledere og vil have mindre relevans i uddannelsessammenhæng. Kunder i forfatternes konsulentfirma vil være den primære målgruppe, men enhver leder kan være med, for bogen er både grundig og velskrevet, og den er alt i alt en god introduktion til procesledelse.

Der er flere andre bøger om procesledelse bl.a. Kreativ procesledelse, er mere omfangsrig, og som har en systemisk socialkonstruktivistisk tilgang til emnet.


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Carsten Güllich-Nørby

2007

Primær målgruppe er ledere på alle niveauer, hvor bogen er oplagt som teoretisk ballast for praktisk procesledelse. Til opgavebrug fra handelsskoleniveau.

Endnu en bog i forlagets glimrende serie Kort til viden med korte og præcise oversigtsværker om hotte emner indenfor management. I samme serie fx også Projektledelse eller Forandringsledelse. De 2 forfattere, Maj Thorup Friis og Claus Toft Friis, er begge virksomhedskonsulenter i samme firma. I forordet skriver de bl.a.: "Vi er i en brydningstid, hvor procesledelse er ved at erstatte den traditionelle funktionsledelse". I bogen introducerer de først begrebet procesledelse. De fortæller bl.a. at procesledelse er at styre og løbende forbedre processer på en sådan måde, at man samtidig opfylder 2 krav. At skabe størst mulig værdi for kunden, samtidig med at man bruger så få ressourcer som muligt i processen. Bogen gennemgår teorien bag procesledelse, herunder "indsatsområder", "kerneprocesser" og "procesresultater". I et afsnit opstiller forfatterne 6 trin frem mod den procesorienterede organisation. Til sidst en række praktiske typiske eksempler, hvor man med udbytte kan bruge procesledelse.

Der er endnu ikke mange bøger på dansk om procesledelse, dog fx fra 2002 Værdibaseret procesledelse af Jens Kr. Elkjær-Larsen.

En introduktion til procesledelse, der er nem at gå til.