Det er en fin, klog og yderst velskrevet samling essys, Henrik Wivel her føjer til forfatterskabet - nogle stykker er helt nye, andre har været trykt før men optræder så her "skrevet på en anden måde (...)". Det er grundsynspunktet, at vi som vesterlændinge er så dybt præget af vores kristne kultur, at vi altid uanset om vi bekender os til til kristendommen eller ej vil forholde os til den - ikke mindst i den kunst, Wivel her analyserer eller giver indgange til. Han giver et eksempel med Johs. V. Jensens romanrække Den lange rejse, og skriver, at Jensen "(...) i sit eget værks erklærede ateisme og fritænkeri kom til at mime hele Bibelens skabelsesberetning og syndefaldets uddrivelse, blot med Darwin på Guds plads". Men nogle af de kristne symboler er vi ved at glemme, og det blokerer for vores fortolkninger af f.eks. et værk som Vermeers Kvinden med vægten, viser Wivel i bogens titelessays, der er lige så overbevisende, personligt og nærværende som andre højdepunkter; jeg har lyst til at fremhæve essayene om Octavio Paz, om B S. Ingemann, om Martin Andersen Nexø og om Johannes Larsen. Anvendelse f.eks. som Selviagttagelse, 1999.