Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Petrea står til søs


Beskrivelse


Petrea skal med sin mor ud at flyve. De rejser ned og besøger hendes far, der er kaptajn på et skib, der sejler på verdenshavene. Det bliver en spændende tur med mange nye indtryk.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. maj 2016

af

af

Marianne Agger

d. 10. maj 2016

Petrea skal med sin mor ned at besøge sin far, der er kaptajn på et stort skib, der sejler på verdenshavene. Højtlæsningsbog i billedbogsformat for børn fra ca. 6 år. Ældre børn kan læse den selv.

Petreas far er kaptajn på et fragtskib, der sejler i udlandet. Det er to måneder siden, Petrea sidst har set ham, så hun glæder sig til at besøge ham. Petrea og hendes mor flyver ned til ham, og det er i sig selv en oplevelse. Petrea og moren skal sejle med farens skib i nogle dage. Petrea får lov til at se alle skibets funktioner, og Petrea og hendes mor går på opdagelse i byen Rio de Janeiro, hvor de lægger til land. Byen er meget anderledes end derhjemme, og Petrea bruger alle sine sanser til at danne indtryk af byen. Hun møder også en lille dreng, der viser hende nogle hundehvalpe. Bagefter går turen hjem igen til øen i Danmark, hvor Petrea og hendes familie bor. Dette er tredje bog om Petrea.

Det er en udmærket historie, der fortælles med mange detaljer og en fin start og slutning. Akvareltegningerne er generelt også flotte, men jeg tror, at de vil gøre mest indtryk på voksne. Det er nok ikke en bog, som de fleste børn selv vil falde for, men formidles den på den rigtige måde, er der bestemt nogle, der vil få noget ud af den.

Bogen lægger sig op ad de to forrige i serien. Især den første bog, der fortæller om Petreas far, der gør sig klar til at rejse ud. Der er ikke andre billedbøger om emnet for samme målgruppe.