Phantom radio

"På Floor of the Ocean, The Killing Season og direkte skrækkelige Seventh Day med ligegyldigt "na na na"-kor er lydbilledet sovset for meget ind i synthesizereffekter og programmerede trommer. Lanegans hang til 80'er-new wave er ikke nogen heldig kobling. Heldigvis er resten af albummet en ren tour de force, hvor manden, der ejer rockens bedste vokal søger frelse på I Am the Wolf og det Joy Division-inspirerede Torn Red Heart og Waltzing in Blue".

"På Floor of the Ocean, The Killing Season og direkte skrækkelige Seventh Day med ligegyldigt "na na na"-kor er lydbilledet sovset for meget ind i synthesizereffekter og programmerede trommer. Lanegans hang til 80'er-new wave er ikke nogen heldig kobling. Heldigvis er resten af albummet en ren tour de force, hvor manden, der ejer rockens bedste vokal søger frelse på I Am the Wolf og det Joy Division-inspirerede Torn Red Heart og Waltzing in Blue".

"På sit nye album, "Phantom Radio", vælger han (...) at værne om sine skyggeramte historier med masser af synthesizerklangflader og mere konventionelle instrumenter urokkeligt placeret i arrangementerne ... Han [er ikke] bange for at opsøge de gode, vedkommende melodier. De bliver en slags modsætning til tekster om død, synd, gift, bål og brand. Det er ikke så underligt, at Lanegan allerede i første nummer med sin karakteristiske hæse stemme synger: »Black is my name.«".

Læs anmeldelse

"Smuk musik med særegne tekster".

Læs anmeldelse

"til 'Phantom Radio' har Lanegan skrevet sange, der er bedre end en gennemsnitlig ørkenblues og mindre interessante end indholdet af Nick Caves papirkurv. Men der skal kun ske små rystelser, før de små hår sitrer i nakkefolden. Som på 'Blues Funeral' arbejder Lanegan med Queens of The Stone Age-bekendtskabet Alain Johannes. I konstruktive glimt udløses ny, mørk magi fra de nedtrådte stier. Som det sker med den listige trommemaskine på 'The Killing Season', 'Floor of The Ocean' og den elektronisk ladede dystre 'Smokestack'".

Læs anmeldelse

"til 'Phantom Radio' har Lanegan skrevet sange, der er bedre end en gennemsnitlig ørkenblues og mindre interessante end indholdet af Nick Caves papirkurv. Men der skal kun ske små rystelser, før de små hår sitrer i nakkefolden. Som på 'Blues Funeral' arbejder Lanegan med Queens of The Stone Age-bekendtskabet Alain Johannes. I konstruktive glimt udløses ny, mørk magi fra de nedtrådte stier. Som det sker med den listige trommemaskine på 'The Killing Season', 'Floor of The Ocean' og den elektronisk ladede dystre 'Smokestack'".

Læs anmeldelse

"På sit nye album, "Phantom Radio", vælger han (...) at værne om sine skyggeramte historier med masser af synthesizerklangflader og mere konventionelle instrumenter urokkeligt placeret i arrangementerne ... Han [er ikke] bange for at opsøge de gode, vedkommende melodier. De bliver en slags modsætning til tekster om død, synd, gift, bål og brand. Det er ikke så underligt, at Lanegan allerede i første nummer med sin karakteristiske hæse stemme synger: »Black is my name.«".

Læs anmeldelse