"På 'Hitchhiker' tager Neil Young bevæbnet med guitar og mundharmonika benene på nakken og tomler sig ud af skilsmisser og politisk apati. Han synger om pot, coke, Pocahontas og Marlon Brando og om den tidligere amerikanske præsident Nixon og hans manglende sjæl. Pladen giver mig lyst til at gå ud ad døren og blive omstrejfende sanger på Amerikas landeveje og motorveje. For hver sang på albummet efterlader Neil Young noget og samler noget nyt op. En indsigt, en følelse, et menneske, et savn eller en længsel ... Selv om albummet er indspillet for 40 år siden, er det endnu et eksempel på, at Neil Young er et amerikansk ikon, som både har formået at indkapsle og tegne tonerne af tidsaldre og skabe universelle sangfortællinger om at være menneske, som stadig er relevante for yngre generationer".