Fortrinsvis til læsere med interesse for selvudvikling.
Pigen med de afhuggede fødder indeholder 10 fortællinger, som bygger på eventyrtraditionen og handler om det mørke, skæve i livet og i mennesker, om sorg og tab men også om kærlighed. De mikser det dagligdags realistiske med det surreelle og eventyrlige. Stilen er fortrinsvis sørgmodig og lidt gammeldags, undertiden så kunstfærdigt formuleret, at meningen næsten går tabt. Fortællingerne er sympatiske men uden det ekstra, der gør dem til god litteratur. Men kravene er jo store her i H.C. Andersens land, hvor vi har flere geniale blandt nyere forfattere, der bruger eventyrets elementer i deres fortællinger. Omslag og layout er smukt, god bagsidetekst, formatet er en liggende A4. En stor anke mod bogen er korrekturlæsningen, som har efterladt teksterne med mange fejl. Tina Henneberg er billedkunstner og forfatter. Hun har tidligere udgivet I Paradis får man ikke bank, 2011, med fortællinger i samme stil som denne nye bog.
Vi har som sagt andre nye, geniale forfattere af moderne eventyr, fx Kim Fupz Aakeson, Rune T. Kidde og Louis Jensen, som kan læses af både børn og voksne. På voksenområdet har vi Charlotte Weitze med Skifting & Bjergtaget, 2. udg. 2003, der bruger eventyrgenren suverænt i sin skildring af det skæve og sære.
Eventyrlige fortællinger med sorg og tab som væsentlige temaer. Fortællingerne er sympatiske. Der er en del sprogfejl i teksterne.