Vedkommende og tankevækkende læsning om ligestillingspædagogik i praksis, som bør læses af alle, der omgås børn professionelt og privat. Kajsa Wahlström er leder af 2 børnehaver i Sverige, som deltog i et udviklingsprojekt om ligestilling. Denne udgivelse fortæller om de to børnehavers bestræbelser i arbejdet hen mod en ligestillingspædagogik. Gennem en årrække observerede personalegrupperne deres ligestillingspædagogiske arbejde med børnene og dokumenterede observationerne med videooptagelser. Allerede tidligt i forløbet opdagede de, at deres pædagogiske arbejde bidrog til at give pigerne og drengene forskellige forudsætninger, på trods af ambitioner om det stik modsatte. Gennem bogen følger vi børnehavernes proces mod en ligestillingspædagogik, mens vi lærer af pædagogernes fejl- og succesoplevelser. Bogen er letlæselig og velskrevet. Forfatteren har holdt mange foredrag om børnehavernes arbejde mod en ligestillingspædagogik, hvilket kan fornemmes i denne udgivelse, der kan læses som en underholdende, men faglig kompetent, roman. Der findes en del litteratur om køn og opdragelse, som eksempelvis Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus og Den mandlige pædagog og lærer (05/06). Denne udgivelse hører til blandt de saglige udgivelser og bør læses af pædagoger og lærere.