Interessant for de mange (vinyl)musiksamlere for hvem coveret var/er en stor del af selve pladens og musikkens identitet. Omslag og musik bliver sat i perspektiv med gode analyser og kommentarer. Derfor også interessant for nutidens kunst- og designudøvere og interesserede i samme.
Det er ualmindeligt spændende at (gen)se denne række af pladecovers fra LP'ens storhedstid. Det var næsten ovre med 1980'erne, men cd'en og vinylets regulære revival i disse år har holdt liv i designet. Coverart blev fra 1960'erne en del af det musikalske værk og kom til at fungere som en meddigtende eller direkte fortolkende del af musikken. Når det var bedst som selvstændigt statement til den musik det omsluttede. Bogen tager dermed udgangspunkt i pladeomslaget som grafisk designobjekt (fordi man jo almindeligvis smider emballage væk!) og er opdelt tematisk med artikler af de indsigtsfulde redaktører Lars Dybdahl, L.L. Weikop og N. Frederiksen om de tidligste coverarts, om rock/avantgarde, jazz/blues/soul og den lette musik/filmmusik. Desuden et eminent kapitel om klassiske musik-covers af P.M. Hornung. Også et savnet bidrag om de største coverartists er med. Bogen udgør samtidig et velredigeret og velillustreret katalog til en udstilling, der kører i 2012-13 på Det Danske Designmuseum.
Findes også: Rockens billeder, Danske covers og Album (Peder Bundgaard).
Super bog om LP-coveret som selvstændigt designobjekt med afsæt i et udstillingsprojekt med velvalgte eksempler fra LP'ens historie.