"Over tid føles hendes stemme stadig mere sær og fremmed, ganske modsat når man normalt lærer en sanger at kende og stemmen bliver mere fortrolig. Distancen fylder så meget, at man også trættes og længes efter en genkendelig følelse, hvor man ikke skal snydes. Når det sker, som på pladens højdepunkt An Exit, er det helt fortryllende. Men andre steder bliver fremmedgørelsen for kunstlet og insisterende, i værste tilfælde ligegyldig, som på DAO, hvor det kedelige beat ikke kan gøre det op for den komplette mangel på melodi og narrativ i collagen".