De her dage
Marie Key
Emneord
Anmeldelser (8)
Bibliotekernes vurdering
d. 17. mar. 2014
af
af
Thomas Tiedje
d. 17. mar. 2014
Det er ikke af vejen at kalde MØ - alias den 24-årige Karen Marie Ørsted - for hipster-musik: Det er ungt, det er internationalt og det er futuristisk. MØ har huseret på indie-scenen i flere år, hvor hun startede ud som en skandinavisk udgave af Peaches. Sidste år kom ep'en "Bikini blaze" med produktioner af Avicii og Diplo, og den første fuldlængde fortsætter, hvor ep'en slap med sprøde og velklingende electro-popnumre. Det er ikke uopdaget land, MØ bevæger sig. Lorde, Oh Land, Lykke Li og Lana del Ray har været her før hende, men hvad MØ mangler af originalitet, redder hun hjem på charmen og det tårnhøje niveau. Sommerens soundtrack til de fuldskæggede ungersvende og deres kærester når der skal chilles i Kødbyen eller på Dronning Louises Bro.
Gaffa [online]
d. 10. mar. 2014
af
af
Rune Schlosser
d. 10. mar. 2014
"No Mythologies To Follow er bygget op omkring MØs signaturlyde i et elektropop-univers, der især er kendetegnet ved Vindahls små udsmykkende og meget fængende guitarfills, der ofte er et hook i sig selv, sammen med MØ's samplede råbe-vokal, der i høj grad udgør numrenes lydmæssige dybde og røde tråd. Lyden er international med stort I og bærer et sprødt lydbillede af den brede beatbaserede slags".
Lydtapet
d. 18. mar. 2014
af
af
Anne Phillipsen
d. 18. mar. 2014
"Albummet består af 20 numre, hvoraf to er gengangere fra den før omtale EP Bikini Daze, ligesom MØs tidligere superhits som "Pilgrim" og "Glass" også er at finde på No Mythologies To Follow. Der er således både nyt og gammelt på albummet, der oven i købet rummer dobbelte indspilninger af fire numre - en original indspilning og en såkalt "night version" af numre som "Dust Is Gone" og "The Sea". Fælles for disse "night versions" af numrene er, at de er mere rene og rolige, og der er i høj grad skruet helt ned for de elektroniske effekter. Tilbage er kun Karen Marie Ørsteds, kvinden bag MØs smukke stemme og et fyldigt ekko. Det fungerer".
Politiken
d. 9. mar. 2014
af
af
Simon Lund
d. 9. mar. 2014
"Man kan ikke låse Mø fast i én bestemt kategori. Hendes futuristiske pop er ikke nøjeregnende, når det kommer til genrer. Bare omkvædet sætter ind med fuldt skrald og føles som at sidde forrest i en rutsjebanevogn - i sekundet før den dykker ned i dybet. Det gør det hele vejen gennem ... I hendes ekspressive stemme fornemmes en seismogra-fisk fornemmelse for ungdommelig forvirring og forventning. Pakket ind i rumklang synger hun med soulmusikkens inderlighed, men hyler op med punkens nerve".
Børsen
d. 7. mar. 2014
af
af
Niels Pedersen
d. 7. mar. 2014
"Når MØ i albummets mest poppede indslag "Never Wanna Know" og "Don't Wanna Dance" skruer op for dramaet, er det, som om Phil Spectors pigepopsymfonier fra 1960'erne er genfødt i en digital katedral. Andre steder er det produceren Ronni Vindahls vestafrikanske guitarlinjer, der står for krydderiet og skubber MØ og hendes lange Sporty Spice-hestehale mod nye udfordringer".
Berlingske tidende
d. 7. mar. 2014
af
af
Lars Rix
d. 7. mar. 2014
"Med et debutalbum spækket med besnærende drømmevokal og hjertebankende hits lægger den danske sangerinde MØ op til et internationalt gennembrud".
Jyllands-posten
d. 10. mar. 2014
af
af
Maz Plechinger
d. 10. mar. 2014
"Sangerindens utilslørede lighed med drengepigen Melanie "Sporty" Crisholm fra Spice Girls manifesteres på den eurodansende tyggegummiballade "Gone And Found", og mens raspende, syntetiske blæsere spiller godt ind med den kant, som Mø giver nummeret "Pilgrim", suppleres den skrøbelige kølighed i hendes vokal på "Slow Love" af en distanceret italo disco-lyd. Mens "Never Wanna Know" er lige i spektret af Phil Spectors ikoniske 1960' er-lyd ... Imidlertid er det lidt synd, at inspirationskilderne er så mange og tydelige. For Mø har umiddelbart rigelig kvalitet til at nå toppen på egne fødder uden diverse støttestrømper".
Information
d. 7. mar. 2014
af
af
Ralf Christensen
d. 7. mar. 2014
"MØ leder heller ikke efter popperfektionen sammen med produceren Ronni Vindahl, men efter en komprimering af energi, frustration, fest. Sangene er spartansk klingende med god plads til at svinge med arme og ben og med beatstrukturer, der opfordrer til præcis dét.Der er strategier fra 60' ernes Phil Spector-produktioner og de sene 00' eres witch house ... No Mythologies To Follow vinder på sin kantede charme og mister noget på et ujævnt kvalitetsniveau".