En stort anlagt håndbog, hvor emnet anskues relativt snævert. Det er først og fremmest planterne, deres anvendelse og egenskaber, både æstetisk og funktionelt, der lægges vægt på. Den er traditionelt opbygget med afsnit som f.eks historie, planlægning, træer og buske, roser, klatreplanter, pasning, samt sygdomme og skadedyr. Sidst i bogen er der liste med henvisning fra botaniske navne til danske, botaniske navnes betydning, fagudtryk, litteraturliste og et stort samlende register.Teksten støttes af en række farvelagte haveplaner og skemaer med planternes egenskaber, samt et stort antal flotte farvefotos. Layoutet er klart og overskueligt med en letforståelig tekst sat i to spalter. Selvom der er kommet en del titler om emner som f.eks træer og buske, blomsterhaven og roser, så er der ikke nogen nyere sammenlignelig bog om emnet. Det skulle da lige være Politikens havebog 5. udg. 1995, som dog langt fra behandler selve prydhaven så grundigt som den nye bog, der helt sikkert vil få rigtigt mange lånere.