Stort flot indbydende gør-det-selv-værk, der nok kan få det til at rykke i enhver handyman af begge køn med gode råd og praktiske tips om alle de reparationer, store som små, i lejlighed eller hus, jeg kan forestille mig. Bogen er en dansk bearbejdet udgave af det engelske originalværk fra forlaget Dorling Kindersley kendt fra mange andre lignende værker. Som alle gode gør-det-selv-bøger pointerer bogen, at der findes mange opgaver, som man gør bedst i ikke at gøre selv og i stedet lade en professionel klare. Værket er fornuftigt inddelt i otte tema-afsnit. Indledende om værktøjer og materialer. Det næste afsnit redegør for ofte forekommende ændringer af og reparationer fra gulv til loft. Der er afsnit om køkken og badeværelse, om overflader og finish, forbedringer fx isolering og udluftningssystemer, udendørs ændringer og vedligeholdelse, elektricitet og vvs. Alle anvisninger på gør-del-selv-arbejde er pædagogisk vist trin for trin og værkets mere end 5000 illustrationer hjælper forståelsen fint på vej. Der er i 2006 kommet flere lignende titler, fx Her halter huset : typiske skader og hvad man gør ved dem af Ulrik A. Hovmand eller en titel som især retter sig til handymen med ældre huse: Gør det selv gamle huse. De tre nye titler supplerer fint hinanden, men som egentlig opslagsværk er mit bud denne som den mest omfattende og tilgængelige.