En særdeles omfattende, grundig og detaljeret bog om beskæring, der trin for trin fører læseren ved hånden. Den vil kunne anvendes af alle havefolk fra den absolut uindviede til den mest erfarne. Ligesom i Pippa Greenwood: Politikens visuelle havebog 1996 bruger denne bog en teknik, hvor teksten er opdelt i 3 spalter og mange indsatte rammer med tekst. Hertil kommer instruktive tegninger og tydelige farvefotos, alle i relativt lille format, men spredt ud over det hele. Det gør det samlede indtryk noget uroligt. Trin for trin metoden egner sig særdeles godt til emnet, da beskæring kræver præcision og forståelse for, hvad der efterfølgende sker med f.eks. et træ, når det beskæres. De to forfattere er meget kompetente. Christopher Brickell har skrevet: Plantebeskæring1981 og David Joyce har i år yderligere fået udgivet Hængende haver og i 1993 Politikens store beskæringsbog, som ikke ligner den nye bog det mindste. Dispositionen er klar og overskuelig med afsnit om prydtræer, frugttræer, prydbuske osv. Hvert afsnit har et udmærket leksion over udvalgte planter. Til sidst ordliste og et godt stikordsregister, hvor man også kan slå op på danske og latinske plantenavne.