Juraens verden : metoder, retskilder og discipliner
Retten er ikke en præfabrikeret komponent, hvis instruktionsmanual er den juridiske metode. Den er en del af og må forstås på baggrund af det omgivende samfund. Denne bog er et forsøg på at sætte kød på den logiske og politiske kontekst, som en dybere forståelse af retten og juridiske problemer forudsætter kendskab til.
Bogens første del forsøger at sætte den juridiske argumentation i et logisk perspektiv og introducerer ved brug af illustrative eksempler nogle af de grundlæggende rationalitetskrav, juridisk argumentation må overholde, samt en række vigtige fejlslutninger, der er af særlig juridisk relevans. Hermed får jurister og jurastuderende vigtige redskaber til at kunne gennemskue argumenter og til selv at kunne argumentere sammenhængende, logisk og overbevisende. Bogens anden del undersøger krydsfeltet mellem ret og politik. Den introducerer og diskuterer en række centrale politisk-juridiske begreber og problemstillinger som straf, prøvelsesret, demokrati og international ret og retfærdighed.